Sutkarl og pigegarden

Penge lugter ikke, det ved enhver, men bør containere dufte af ”damer”? Det er, hvad Sutkarls tømmermændsfyldte hjerne tumler med den morgen. Imens formår lyden fra en lastbils radio at blande sig i hans tanker. ”Politiet har endnu ikke spor af den forsvundne Århus Pigegarde …”Lastbilen kører, lyden

forsvinder. MED ÉT ER KARL LYSVÅGEN

. . . Svaret, han fik, huede ham ikke. Det var en dyb knurren som fra en canadisk kæmpebjørn, der står med hovedet nede i en tom olietønde.

Så dukkede der en ung pige op bag hunden, og først nu gik det op for Sutkarl, at der slet ingen væg var mere på den side.

Huset var ved at blive sat i stand, og derfor var det meste af væggen revet ned. Hunden og pigen stod på en etageadskillelse, som var cirka en meter højere oppe end jorden. Derfor kunne hunden stå og glo Sutkarl ondt ind i hovedet.

„Du må hjælpe mig op til dig,“ sagde Sutkarl til pigen.

„Og hvorfor så det?“ svarede hun.

„Fordi der er to mænd efter mig,“ sagde Sutkarl. . . .

. . . Han løb over Studsgade og fortsatte ad Klostergade mod Klostertorv. Sutkarl kunne ikke se den røde tophue blandt de forskellige hoveder i gadebilledet.

„Han har tabt sporet, den amatør,” tænkte Sutkarl. „Li’som prøjserne gjo…“

Længere kom han ikke, for der var den røde hue.

Sutkarl satte farten op. Nu var der kun én chance tilbage. Og det var Vor Frue Kirke.

Sutkarl så sig over skulderen og konstaterede med tilfredshed, at den røde hue var ved at tabe terræn. Det gjorde ham mere modig. „Det går, Karl, det går sgu,“ sagde Sutkarl til sig selv. Han standsede op ad kirkemuren og så sig atter tilbage.

Huen var der endnu men ret langt væk. . . .